Vintur til Frankrig    

 

 

Med bus til Bordeaux - Bergerac - Paris

 



 

Turen


I efteråret 1997 var min mand og jeg sammen med nogle venner på en dejlig vintur i bus til området  omkring Bordeaux. Turen sluttede af med halvandet døgn i Paris.

Vi havde aldrig været i Frankrig før, så det var en stor oplevelse. Vi startede fredag morgen kl. 6:00  og turen gik over Rødby til en lille tysk by Achen nær den belgiske grænse, hvor vi overnattede.

Lørdag kørte vi gennem Belgien til Frankrig og til Loires smukke hovedstad Tours. Søndag var vi i Bordeaux og vores første tur gik til byen Arachon, der ligger helt ude ved Atlanterhavet. Her så vi Verdens største vandreklit Dyne de Pula og spiste middag på en af de mange små fiskerestauranter langs kysten.

Mandag var vi på heldagstur til Medoc. Vores første vinsmagning var på Chateu Palomey i Margaux  og efter en dejlig frokost i byen Pauillac, besøgte vi det meget smukke Chateau Pichon-Longueville. Vi sluttede dagen på Chateau Cos Estournal.

Tirsdag var vi på en heldagstur til Entre deux Mers og Sauterne. Her besøgte vi først vinbonden på Chateau Puy Marceau. Vi holdt frokostpause i Cadillac og kørte derefter til Sauterne, hvor vi så flere berømte slotte. Vi sluttede af på middelalderslottet Chateau Malle.

Onsdag gik turen først til prøvesmagning hos en negociant i Cotes de Bourg . I Bordeaux´s smukkeste by St. Emelion holdt vi frokostpause, og der var tid til at gå en tur i  byen og shoppe lidt. Derefter kørte vi til Ch. Musette Chevalier, hvor vi smagte på de nye årgange. Og så gik turen videre til Bergerac, hvor vi skulle overnatte.

Torsdag formiddag tog de andre på vintur til slottet Chateau Tiregand, men vi havde mere lyst til  en sejltur med den lille turistbåd og se byen Bergerac lidt ude fra floden, hvilket var en stor oplevelse. Om eftermiddagen besøgte vil middelalderslottet Chateau Montbazillac, hvor der både var  rundvisning og vinsmagning. Turens sidste vinsmagning foregik på det lille slot Ch. Theulet.

På alle slottene blev vi venligt modtaget. Vi fik en rundvisning og et lille foredrag om netop deres druer og vine, hvordan de lagrede dem, hvilke prisklasser de lå i o.s.v. Og til sidst fik vi lov til at smage på de dejlige dråber.

Top

Paris
Fredag morgen var der afrejse til Paris. Vi var fremme om eftermiddagen og skulle bo på et lille hotel i nærheden af Montmartre. Om aftenen kørte vi en tur og så på byens lys. Vi gik en tur omkring Notre Dame og stoppede og nød synet af Eiffeltårnet, der  havde nedtælling til år 2000 med store lysende tal.

Den næste dag havde vi for os selv. Vi drønede Paris rundt, for vi skulle jo nå at se så meget som muligt på bare en dag.  Men heldigvis havde vores venner været i Paris før, så de vidste hvordan vi i en fart fandt rundt med Metroen.

Vi startede med Eiffeltårnet, og vi var lige så højt man kunne komme. Og hvilken udsigt over Paris. Så tog vi til Triumfbuen og gik derfra ad Champs Elysées helt op til Concorde pladsen. Vi var på Montmartre og oplevede den vidunderlige stemning med alle malerne og vi så Sachre Coeur. Den nye triumfbue og Forum des Halles nåede vi også. Flere steder mødte vi de franske "mimere". Hvor er de sjove og dygtige.

Vi spiste aftensmad i en restaurant, der oversat til dansk hedder "Den rygende hund", og så sluttede vi af med en drink i latinerkvarteret. Det var oktober måned, og luften var så lun, at vi kunne sidde ude på en fortovscafe kl. 23:30. Vi var godt nok trætte, men vi havde haft en skøn dag i Paris.

Næste morgen, meget tidligt gik turen atter mod Danmark. Men hvad - vi kunne jo tage os en lur i bussen.

       

Herunder en lille smagsprøve på Paris

           
   Top