Kærlighed, konsekvens og gensidig tillid. Med de tre ting kommer man meget langt, når det gælder opdragelse.
En hvalp skal først og fremmest føle tryghed - og meget vigtigt: den skal have tillid til sine mennesker.
Man skal ikke gøre nar eller grine ad en hund. Den skal også
vide, at den kan stole på en - akkurat som med børn.
Hvis din hund ikke forstår, hvad du vil have den til at gøre, er det dig der må forsøge at udtrykke dig på en anden og bedre måde.
En hund forstår ikke dansk. Det kan måske godt se sådan ud, når det gælder en ældre hund, men den har også haft mange år til at lægge mærke til sine menneskers vaner, og den bygger på sine erfaringer.
En hvalp skal først til at lære at sætte en kommando og en handling sammen. Og det skal gentages mange gange før den forstår, hvad det er man mener. Det er derfor meget vigtigt, at bruge de samme korte
kommandoer hver gang. Ikke noget med lange sætninger, for det forstår den ikke et kvæk af.
Kom, dæk, sit, plads, stå, vente, nej, føj,
søge, dygtig - er de kommandoer jeg har brugt. Her er tonefaldet
selvfølgelig vigtigt. Når du roser hunden, skal det være med en lys og meget venlig stemme. Når
man giver en kommando skal ens stemme lyde fast og når der
skældes ud, skal stemmen være dyb. Her er det vigtigt, at man
husker at have en mulighed for at blive lidt mere vred. Så
ikke noget med at råbe og skrige ad hunden, for det mindste lille
fejltrin.
Og HUSK!
Du må aldrig sige din hunds navn i et vredt eller irriterende tonefald. Sig dens navn venligt og derpå et højt og fast: NEJ. Hunden lærer hurtigt, at det jeg er i gang med lige nu - det må jeg ikke.
Selvfølgelig skal ens kommunikation med hunden ikke kun
foregår med kommandoord. Og selvfølgelig skal man snakke med
den - jo mere des bedre. Med tiden lærer den ligefrem også
at forstå dansk. Navne på familiemedlemmer og meget andet.
Ind i mellem må vi stave ord, for at Trine ikke skal forstå
hvad vi siger. Hun ved udmærket godt hvad bold, æble, køre
bil o.s.v. betyder. Så kommer hovedet på skrå og ørerne
stritter. Især når vi nævner vores børnebørns navne. Men
Trine har også mange års erfaring at bygge på, og kender
vores vaner og lyde. Alt det skal en lille hvalp først til at
lære og vi andre skal have tålmodighed, så kommer det med
tiden.
Opdragelsen af en hvalp begynder i samme øjeblik man har fået
den indenfor døren. Ikke noget med at vente til man tror, den er gammel nok til at forstå
hvad man siger. Alt hvad den oplever og lærer fra den er helt lille, vil altid være naturligt for den. Den skal lære at være alene hjemme, køre i bil, gå roligt i mellem mange mennesker, og at en kondiløber absolut ikke kommer os ved. Den skal også kunne acceptere, at folk kommer i nærheden af den, når den spiser eller har et kødben.
Det vigtigste og første den skal lære, er at komme når man kalder. Men
først skal den skal jo vide, at den har fået sig et navn. Sæt dig ned på hug og sig hundens navn med en lys og venlig stemme og derefter: kom. Bank let ned i jorden foran dig, og når den så endelig kommer,
skal man (uanset hvor lang tid det tog) vise stor glæde. Sig:
Dygtig med en lys stemme, klap den og giv en lille godbid.
(Dem har man altid i lommen når man træner en hvalp)
Og så er der det der væmmelige, som vi mennesker har
fundet på: Snoren. Det er
absolut ikke en hunds natur at være bundet, så det må man
gerne gøre noget ekstra ud af. For det er jo nødvendigt i
vores civiliserede verden. Vigtigt: Snoren er ikke legetøj.
Hunden skal ikke have lov at lege og bide i den.
De første gange skal man kun lade hunden være i snoren i
nogle få minutter. Gør meget ud af at rose den, og sig nej
når den vil bide i den. Når den er blevet vænnet til
snoren, så gå hen et sted, hvor man uden fare for trafik og
andet kan slippe den. Tag snoren af og sig: fri. Efter et
stykke tid med leg og snusen kalder man hunden til sig, roser
den meget idet man giver den snoren på igen. Så går man
lidt rundt med hunden i snor, hvorefter man slipper den fri
igen.
Dette skal gentages flere gange. På den måde lærer
hunden, for det første at mit menneske bliver så glad for
mig, når jeg kommer og går i snor. Og for det andet, og det
er vigtigt. Den lærer, at det er ikke slut med lufteturen for
i dag bare fordi den har fået snor på. "Jeg kan da godt
glæde mit menneske og gå lidt i snor sammen - jeg kommer jo
fri om lidt igen".
Jeg har mødt mennesker, der var bange for at slippe deres
hunde fordi de ikke kunne kalde dem til sig. Det er da klart,
hvis de først giver hunden snor på når de skal hjem. Hunden
tænker - "Æv, så er turen slut for i dag - jeg
trækker den lige lidt i ørene".
Når hvalpen får sin mad,
så lad den først spise lidt af den. Man sætter sig ned
på hug og betragter den mens den spiser. Så tager man
madskålen op i hænderne, alt i mens man snakker til hunden,
roder lidt i maden og lægger måske lidt mere i skålen.
Sætter derefter skålen ned til hunden igen. Gentag dette
mange gange når hunden fodres.
Også når den har fået et kødben. Hvis den knurrer, når
man vil tage det, er det så meget mere vigtigt at gøre det.
Tag benet op og snak med hunden. "Se er det Trines
kødben - hvor er det fint", hvorefter min giver hunden
det igen. Hunden får tillid til, at den altid får lov at
beholde sin mad, selv om vi rører ved den. Her er det altså
vigtigt altid at give hunden maden eller kødbenet tilbage.
ALDRIG beholde eller gemme det, for så er det slut med
tilliden.
Man kan derimod godt lege gemmeleg med godbidder. Gem
hundekiks forskellige steder i huset og sig - søge. Det ved
hunden godt er en leg og den elsker at gå "på
jagt".
Og lige en lille ting: hvis en lille hund viser tegn på,
at han er/vil blive meget dominerende, er det en god ide at
vente med at give den sin mad til efter man selv har spist. I
dyreverdenen spiser de dominerende hanner først, og de svage
og hvalpene må vente til sidst. Så her er et lille trick,
så hvalpen ikke skal begynde og tro at den "er
noget". (En dominerende hund kan godt blive et stort
problem, når den er blevet voksen)
Som barn havde jeg en dejlig schæferhund, der hed King.
Desværre havde mine forældre ikke meget forstand på at
opdrage ham. Han bed engang en af drengene fra vejen, hvor vi
boede. En stor misforståelse kunne have været undgået, hvis
han var blevet trænet.
Erling, hvis far var slagter, kom med et stort kødben til
King. Hunden stod bundet ude i haven (ellers løb han væk),
og kødbenet blev lagt ned til ham. Han gik selvfølgelig
straks i gang med at gnave i det, men papiret som havde været
om kødbenet blæste op og klistrede sig fast omkring det.
Erling gik hen for at fjerne papiret, men King opfattede det,
som om han ville tage kødbenet fra ham og bed Erling i øret.
Der blev selvfølgelig stor opstandelse.
Og nu da jeg selv skulle have hund lovede jeg mig selv, at
det aldrig måtte ske. I dag kan vores børnebørn sætte sig
helt hen ved Trine og betragte hende når hun spiser, for det
ser jo så sjovt ud når hun spiser med tungen. Hun kunne
aldrig drømme om at gøre dem noget. Til gengæld har
børnebørnene også lært at respektere og tage hensyn til
Trine.
Denne side er slet ikke færdig endnu -
Jeg skal nok komme med meget mere om hvordan jeg har opdraget
Trine.
|
