Indledning - Amager
Da vi fik Trine boede vi i Kastrup tæt ved Amager Strand
og den nedlagte Amagerbane. Her er der mange gode steder, hvor
man kan lufte hundene uden snor. Og de har nu bedst af at
møde deres artsfæller på en naturlig måde, og ikke med en
lang line hen til de tobenede. Trine havde mange
legekammerater som hun gerne ville lege med, men der var
specielt en... Luffe.
Da Trine reddede Luffe
Luffe er en han. En dejlig, men meget
"pigeglad" Golden Retriever. Trine og Luffe var
nøjagtig lige gamle. Født på den samme dag. Om det var
derfor, at Trine havde en særlig forkærlighed for Luffe, ved
jeg ikke, men hun blev aldrig rigtig vred på ham. Trine vil
ellers ikke have hanhundene til at snuse hende bagi, og hun
kan også sætte dem på plads. Men ikke Luffe - nej. Når han
blev lidt for ivrig, så forsøgte hun først at lægge sin
pote på hans ryg. "Hold nu op Luffe". Hjalp det ikke, så tog hun såmænd
bare et blidt tag i hans ene forben og holdt fast.
En sommerdag mødte vi Luffe og hans menneske nede på
"Femøren" . Hundene for omkring efter hinanden og
legede, men pludselig ville Trine altså i vandet. Så lægger
hun ørene ind til hovedet (lukker af - hvis jeg skulle finde
på at kalde på hende) og spæner ned til det nærmeste vand.
Vi kunne
ikke se hundene for træer og buske og begyndte at gå ned mod
stranden. Da vi nåede derned kom begge hunde løbende os i
møde
- drivvåde. Nu skal det lige bemærkes, at der ligger en
lang række meget store sten i flere lag hele vejen langs
dette strandstykke, som det kan være vanskeligt for en hund
at kravle op over. De nederste sten er fyldt med alger og
meget glatte. Men for Trine har det aldrig været et
problem. Hun svømmer frem og tilbage indtil hun har fundet
det sted, hvor hun nemmest kan komme op. Der var også to damer nede og bade og de fortalte
bagefter, at Trine var kommet først op efter vandturen, men
Luffe hængte fast og kunne ikke komme opover de glatte sten.
Så var Trine kravlet ned over stenene igen, havde taget Luffe
i nakkeskindet og trukket ham op. Min lille heltinde - hvor ville jeg dog gerne
have oplevet det.
Da Trine genkendte sin bror Da
jeg fik Trine havde jeg en videoforretning, der havde åbent
fra kl. 14 til 22. Og lige fra den første dag var hun med mig
på arbejde. Det var en stor fordel, for på den måde kunne
jeg opdrage, træne og lege med hende ind i mellem
ekspeditionerne. Hun opholdt sig som regel inde bagved, men
hun kunne altid høre, hvis der stod en hund i hundekrogen
udenfor. Så kunne hun godt finde på at gø lidt. Hun har
været omkring 4 - 5 mdr., da der en dag kom nogle kunder ind
i forretningen. Udenfor stod en hund, men jeg kunne ikke se
den for reklameskiltene. Pludselig begyndte begge hunde at
hyle og kalde på hinanden på en helt speciel måde. Jeg
spurgte kunderne om de ikke skulle have lov til at hilse på
hinanden, for jeg havde aldrig hørt hende opføre sig
sådan. Jeg tog Trine med udenfor, og det viste sig at
være en dejlig Schæferhvalp på Trines alder. Hundene blev
henrykte over at se hinanden. De stak snuderne sammen og gned
sig op ad hinanden og logrede, som om det var gensynets
glæde. Jeg spurgte hvor han kom fra, og det viste sig,
at hvalpene var fra det samme kuld. Det har begge hunde
garanteret kunnet lugte. Det var bare sådan en sød
oplevelse. Ja - jeg var parat til at lukke butikken, så de
kunne lege sammen lidt endnu. Man nænnede næsten ikke at
skille dem ad igen.
Indledning - Roskilde Fjord
For nogle år siden boede vi i et hus med den skønneste
udsigt over Roskilde Fjord. Huset lå ret højt oppe og den
meget store grund endte i en skrænt, der førte ned til
engene. På den ene eng gik der hele sommeren en flok får og
hyggede sig. På engen ved siden af gik en flok køer. Engene
var adskilt med et elektrisk hegn.
Schæferhunden blev før i tiden også anvendt til
hyrdehund, da den har en indbygget trang til at flokken skal være
samlet. De instinkter ligger åbenbart stadig dybt gemt i
Trine. Hun var i hvert fald meget interesseret i denne fåreflok.
Når vi gik tur ned til stranden, forsøgte hun tit at komme
ind bag hegnet til dem, så der skulle holdes et godt øje med
hende.
Da fårene var kommet på afveje
En weekend havde vi overnattende gæster. Trine, der var flink
til at blive på grunden, var blevet lukket ud. Vi andre
sad og nød morgenmaden. Så siger en af vore gæster: "
Hvor er det dog en skøn udsigt I har." Jeg sad med
ryggen til vinduet, men vendte mig, idet jeg svarede:
"Ja, det er vores levende maleri." I det samme så
jeg, at alle fårene var løbet ind på engen til køerne. Det
havde Trine altså også set, og hun har åbenbart ment, at
det var noget, der måtte bringes orden i, for hun var i fuld
gang med at jage flokken tilbage på deres egen eng
Jeg sprang ud og fik gummistøvlerne på i en fart og
styrtede ned, for at få Trine væk. Men da jeg var nået et
lille stykke, sad Trine nok så stolt oppe på vores egen
grund og skuede stolt ud over sit værk. Alle fårene gik nu
roligt rundt hvor de hørte hjemme. Ja - så kunne jeg jo ikke
skælde hende ud, vel?
Da fårene tog sig en svømmetur
Trine måtte jo ikke løbe ind til fårene, og hun vidste det
godt. Men somme tider var fristelsen for stor, selv om hun udmærket
ved hvad "Bliv her" betyder.
En anden dag var fårene igen løbet ind på naboens mark.
Der var et huld i hegnet helt nede ved vandet, hvor de kunne
komme i gennem. Som undskyldning for min uartige hund, kan jeg
kun sige at hun må have følt et stort ansvar for, at de får
skulle blive på deres egen eng.
I hvert fald får vi pludselig øje på hende nede på
engen. I fuld gang med at genne dem hjem. Nu var hun jo ikke
trænet som hyrdehund, og fårene var heller ikke helt trygge
ved synet af hende, så nogle af dem løb lidt forvirret rundt
og 3 stykker endte i deres forskrækkelse ude i vandet.
Nu er får med deres tykke uld jo ikke bygget til svømmeture,
og de havde da også deres besvær med at komme op på land
igen. Trine så det og svømmede straks længere ud en fårene
og ved at svømme frem og tilbage bag dem, fik hun dem til
sidst op på stranden igen og ind til de andre.
Alt dette foregik mens jeg styrtede ned for at få fat i
hende. Den korteste vej var igennem naboens mark, hvor der gik
både køer og en stor tyr. De gloede noget efter mig, da jeg
løb over marken og jeg må indrømme, at jeg skævede noget
nervøst til tyren. Heldigvis blev den , hvor den var.
Jeg nåede ned og fik en snor på Trine og vi begav os hjem
ad en omvej hen over fårenes eng. Jeg skulle ikke ind til den
tyr igen. Da vi var nået et godt stykke fik vi øje på et
enligt får, som ikke havde været på nabobesøg. Trine
stoppede straks op. Hun så på fåret og derefter tilbage på
flokken, der nu stod et godt stykke væk - og på fåret igen.
Hun var virkelig frustreret over at se det enlige får der.
Jeg er overbevist om, at hun straks ville have gennet det ned
til de andre, hvis jeg havde sluppet hende.
Da Trine blev forelsket i en vædder
Vi boede i 1½ år oppe ved Roskilde fjord. Og det var et rent
slaraffenland for Trine. Hun elsker naturen og nød at ligge
og skue ud over det hele, som en dronning. Og der var masser
af dyr og spændende dufte. Men hun savnede en anden firbenet.
Hun var vandt til at gå lange ture på Amager strand, hvor
der altid var andre hunde at lege med.
Så en dag stod der pludselig en vædder på marken lige
neden for vores skrænt. Jamen dog! Han var virkelig noget...
- og i mangel af "bedre" - ja, så blev han altså
accepteret. Han var nu også rar. Meget tam - man kunne få
lov at klø ham på panden, og han nød det virkelig. Og nu,
da han stod på den der mark helt alene og ensom, så blev
Trines små besøg jo også lidt adspredelse for ham. De stod
gerne og stak snuderne sammen på hver side af det elektriske
hegn. Hvad de snakkede om, og om de lavede en "fræk"
aftale, ved de kun selv.
En aften vi havde gået en dejlig tur til stranden, fulgtes
de ad hele vejen hjem. På hver sin side af hegnet gik de og
holdt øje med hinanden. Da vi kom tilbage ville Trine ikke
med op. Hun havde lagt sig ved hegnet og betragtede ham. Vi
gik så selv hjem. Flere gange gik vi hen til skrænten og
holdt øje med dem. Og hver gang lå hun bare og så
beundrende på ham.
Men så ..... Trine havde opdaget et sted længere nede af
stien, hvor hun kunne krybe under hegnet. Og nu for hun rundt
om ham og ville lege. Satte begge forpoter ud til siden, idet
hun bukkede sig og gøede - Kom nu! Fang mig! Men han forstod
altså ikke lige hundesprog, så han blev stående og gloede på
hendes anstrengelser. Så hoppede hun op og skubbede til ham -
Kom nu! Ska´ vi ikke lege?
Da vædderen så mig, kom den spænende hen mod mig med et
udtryk, som om den ville sige: "befri mig lige for hende
der. Der er for meget gang i hende". Trine kom hen til
hegnet, da jeg kaldte, og jeg fik sat en snor på hende.
Og så blev vædderen pludselig modig igen. Han for over til
hende og gav hende et puf. Det så sjovt ud. De hilste stadig
pænt på hinanden efter episoden, men Trine blev på den
rigtige side af hegnet fremover.
|
